“Gud velsigne Afrika” lyder første linje af den sydafrikanske nationalmelodi. Passende, når man betragter situationen i landet i dag. 15 år efter afskaffelsen af den nationalistiske regerings apartheidpolitik og afholdelsen af det første demokratiske valg i republikkens historie, kalder landet stadig på hjælp. Sydafrika kan prale af at være det rigeste land i Afrika syd for Sahara, men graver man en smule ned under overfladen, er der på alle fronter lang vej endnu.
Siden 1994 har ANC (African National Congress) været ved magten. Før da stillede det hovedsageligt sorte ANC sig i opposition til apartheidstyret, hvilket førte til, at boerne til sidst erklærede partiet for illegalt, anholdt dets medlemmer (heriblandt Nelson Mandela) og tvang det under jorden. Derfor var det efter styrets sammenbrud kun naturligt, at ANC, symbolet på den sorte mands kamp for frihed, vandt det første frie valg for mennesker af alle racer i Republikken Sydafrika. I dag står partiet stadig som det parti med langt den største tilslutning, men oppositionen tiltager år for år.
Sydafrika er i krise. Hver 4. i landet er HIV-smittet, eller har AIDS. Hver 2. sydafrikaner har tuberkulose. Arbejdsløsheden er uofficielt, men dog reelt, på 50%. Størstedelen af de sorte sydafrikanere bor stadig i de kun 13% af landet, de fik “tildelt” under apartheid - selvom de udgør 80% af den samlede befolkning.
Den stadig nye præsident Jacob Zuma har lovet at ændre statistikkerne. Antallet af arbejdsløse skal nedbringes hurtigt. Hver morgen, når vi på vej på arbejde går forbi det nyopførte VM-stadion, er det tydeligt at se, at Zuma nok skal få held i at nedbringe tallet. I stedet for at investere i en gravko, sætter man i stedet 20 mand til at udføre dens arbejde. I stedet for at investere i skilte til at omdirigere trafikken, bruger man i stedet fem mænd, der alle står og peger den samme vej. Der efterlades ingen tvivl om, at Mr. Zuma på overfladen vil kunne pryde sig med fantastiske resultater.
Under det gamle styre var Somerset Hospital kun tilgængeligt for hvide. Da raceadskillelsen ophørte, var det til gengæld det første hvide hospital, der tilbød behandling til mennesker af anden race. I dag er Somerset et offentligt hospital, der kæmper for overlevelse. Pga. nedskæringer er stedet flere gange blevet truet med nedlukning eller forflyttelse til et andet sted i byen. Antallet af personale her er få i forhold til de populære privathospitaler, som stort set kun er til rådighed for de mere priviligerede i samfundet - 15 år efter apartheid udgør hvide mennesker stadig langt størstedelen af disse. Somerset er derfor, siger jeg, uden at ville støde nogen, et sort hospital. Majoriteten af de børn vi tager os af lider af sygdomme som følge af de vilkår, de, som mindre priviligerede, lever under. Den tidligere undertrykkelse af de sorte lever stadig videre idag, omend indirekte. Tidligere blev sorte frataget muligheden for at læse videre efter det, der svarer til 9. klasse. De blev altså bevidst gjort ‘mindre lærde’. Når de indfødte samtidig udgør en så stor procentdel af den samlede befolkning, er det klart, at der går lang tid endnu inden alle er på lige fod. Derfor findes der i dag stadig mange sorte, som f.eks. ikke er klar over, hvilke forholdsregler de skal tage i forhold til ting som hygiejne. Generel uvidenhed er grunden til at deres børn bliver syge, og her er det Somerset træder ind i billedet. Børnene lider af alt fra lungebetændelse og tarmsygdomme til mæslinger og AIDS.
At være volontør er ikke det nemmeste arbejde i verden. Jeg kan ikke knytte mig for meget til et barn i forhold til et andet. Barnet som praktisk talt ligger for døden har ligeså meget brug for omsorg som barnet, der bare har udslæt. Jeg må ikke holde for meget af et barn, for så kan moderen til barnet ikke forstå, hvorfor jeg ikke kan give dem penge - for når nu jeg godt kan lide hendes barn, må jeg da også kunne ændre hele deres tilværelse, synes hun at tænke. Jeg må dele tandbørster ud til de børn, der mangler, men ikke til de mødre, der mangler, for “that’s not our job, they’re not patients”.
Vi ser børn, der efter de er blevet raske, kommer igen, fordi deres familier stadig ikke har ressourcerne og i nogle tilfælde ikke nok viden til at tage sig af dem. Vi ser børn, der ikke får besøg i månedsvis, fordi forældrene har været nødsaget til at bruge alle deres penge for at få deres barn indlagt i første omgang. Det lyder måske som en kliché, men man lærer at sætte pris på de små ting i livet. Jeg har lige ligget med influenza, og kan slet ikke forestille mig, hvordan det måtte have været, hvis jeg ikke havde de andre til at spørge til mig og handle for mig og så videre. Tænk så at være fire år gammel og blive indlagt på et fremmed sted med fremmede mennesker i tre uger. I løbet af de tre uger er der ingen der spørger, hvordan du har det. Ingen ænser dig et blik, når de går forbi. Du kan se de andre børn, der er så heldige at have deres mor der, men der er ingen til at fortælle dig, at det nok skal gå. Så ja, jeg tror faktisk jeg kan sige, at vi gør en forskel. Om det så er for Nikita, der lyser op i et kæmpe smil, når hun ser mig og det legetøj, jeg har med, for Musa, som kaster sig i armene på mig, når hun har smerter, eller bare vil græde, eller for mødrene, lægerne og sygeplejerskerne som tigger efter at få “one of those cool armbands,” man lige har delt ud til børnene.
Nu er det hele ikke så trist, som det må lyde. Lørdag var der karneval i centrum af Cape Town, og hvis der er noget sydafrikanere forstår sig på, er det hvordan man fester! Robben Island, traditionelt afrikansk bryllup i morgen og Grease - The Musical står på programmet i den nærmeste fremtid - ej at forglemme, at vi bor i et land, der skal afholde VM i fodbold om mindre end tre måneder… BAFANA BAFANA!
